MEDDELELSE NR. 147
9. februar 2018
Delårsrapport for 1. halvår 2017/18 (1. juli – 31. december 2017)
Godt 1. halvår med solid vækst på 26% og frigivelse af Xcyto 5 til salg
ChemoMetec opnåede i 1. halvår 2017/18 en omsætning på DKK 53,6 mio. svarende til en vækst på 26% i forhold til året før. Stigningen i omsætningen skal ses i lyset af betydelig fremgang på både det nordamerikanske marked og i Europa samtidig med, at der også har været en pæn vækst på de markeder, hvor ChemoMetec anvender distributører. EBITDA steg til DKK 13,1 mio. – primært som følge af færre udgifter til markedsføring af Xcyto 10 og 5 end planlagt. Den nye celleanalysator Xcyto 5, der er ”lillebror” til ChemoMetecs nye flagskib inden for celleanalyse, Xcyto 10, blev i december 2017 frigivet til salg i et snævert geografisk og kundemæssigt segment. Der pågår p.t. ekstern test af både Xcyto 5 og 10 med henblik på snarest muligt at igangsætte en mere intensiv markedsføring og udnytte det forventede meget attraktive markedspotentiale.
« Vi er meget tilfredse med den vækst, som vi har opnået i 1. halvår 2017/18. Vi har nu igen fået det vigtige amerikanske marked tilbage på vækstsporet, efter at vi siden 2016 har foretaget en væsentlig styrkelse af vores organisation i USA. Også England udvikler sig igen fint efter en periode med faldende omsætning i kølvandet på Brexit. Alt i alt kan vi konkludere, at de seneste års investering i at opbygge vores egne salgsorganisationer på de vigtigste markeder nu for alvor giver resultater. Væksten er trukket af vores ”gamle” produkter, men samtidig forbereder vi en mere intensiv markedsføringsindsats for vores to nye produkter, Xcyto 10 og 5. Vi er meget opmærksomme på, at der er en vis indtrængningstid for de nye produkter. Derfor søger vi at følge en sikker og kontrolleret strategi og arbejder i øjeblikket på at generere forsøgsdata, der kan danne grundlag for videnskabelige publikationer eller lignende dokumentation, som kan benyttes i salgs- og markedsføringssammenhæng. På lidt længere sigt er vi meget optimistiske omkring de nye produkter og deres potentiale i forhold til at sætte en ny dagsorden for, hvordan celler kan analyseres i fremtiden », siger administrerende direktør Michael Eising.
Hovedpunkter
- Omsætningen i 1. halvår 2017/18 blev på DKK 53,6 mio., hvilket er en fremgang på 26% i forhold til samme periode sidste år.
- Omsætningen af analyseinstrumenter steg i perioden med 41%, mens omsætningen af forbrugsvarer steg med 12%.
- Omsætningen inden for ChemoMetecs vigtigste forretningsområde, life science research, cellebaseret immunterapi, farmaceutisk produktions- og kvalitetskontrol, steg med 39%.
- Resultatet af primær drift, EBITDA, steg i perioden fra DKK 5,3 mio. til DKK 13,1 mio. Samtidig steg EBIT i perioden fra DKK 2,1 mio. til DKK 10,3 mio.
- Egenkapitalen udgjorde DKK 66,4 mio. pr. 31. december 2017, ekskl. beholdningen af egne aktier på nominelt DKK 1.905.000.
- Forventningerne til driftsresultatet (EBITDA) blev den 11. januar 2018 opjusteret fra DKK 5-15 mio. til niveauet DKK 12-18 mio. Samtidig blev forventningerne til omsætningen præciseret til den øvre del af DKK 97-103 mio. Disse forventninger fastholdes.
Michael Eising
Adm. direktør
http://ml-eu.globenewswire.com/Resource/Download/f9cfbfbc-ad88-44e0-b4c2-c47c62a1b477
http://ml-eu.globenewswire.com/Resource/Download/5aa043a9-d822-460b-945f-1520dc0d5af7